Facebook Twitter Instagram search phone email

Guide: Slet/anmeld film på Youtube

Slet film, du selv har delt på YouTube

Det er nemmest at gøre det fra computeren og ikke via appen.

  1. Klik på dit profilbillede øverst i højre hjørne
  2. Klik på YouTube Studio
  3. Klik på Indhold i menuen i venstre side.
  4. Find den film, du vil slette og før musen henover, tryk derefter på de tre prikker ***, som angiver valgmuligheder.
  5. Klik på Slet permanent
  6. Hak feltet af, hvor du angiver, at du er klar over, at sletningen ikke kan fortrydes.
  7. Bekræft, at du vil slette din film, ved at klikke på slet permanent.

Du har nu slettet din film på YouTube.

Anmeld/rapportér en video, andre har delt på YouTube

Hvis du finder en video på YouTube, som du er på, og som du gerne vil have slettet, er der forskellige ting, du kan gøre. Hvis du kender personen, er det selvfølgelig en god idé først at spørge personen, om de vil slette filmen.

Hvis de ikke vil det, eller du ikke kender vedkommende, bliver du nødt til at rapportere (som de kalder det) indholdet til YouTube. Det er lettest at gøre fra en computer og ikke via appen.

På YouTubes rapporteringsside findes guides til rapportering af forskelligt indhold – videoer, kommentarer, hele YouTube-kanaler osv. Du kan også vælge, om du benytter computer, iPhone/iPad eller Android.

Vær opmærksom på, at der gælder en særlig proces, hvis det drejer sig om krænkelse af privatlivet. Den kan du læse om ved at følge linket eller længere nede på denne side.

YouTubes guide til at rapportere en video

  1. Log ind på YouTube.
  2. Klik på *** Mere under afspilleren for den video, du vil rapportere.
  3. Vælg Rapportér i rullemenuen.
  4. Vælg den årsag til rapporteringen, som passer bedst til overtrædelsen i videoen.
  5. Angiv evt. supplerende oplysninger, der kan hjælpe teamet, som gennemser videoerne, med at træffe en beslutning, f.eks. tidsstempler og beskrivelser af overtrædelsen.

Hvis det drejer sig om krænkelse af privatlivet

Som sagt har YouTube en særlig proces, hvis der er tale om krænkelse af privatlivet. I det tilfælde er det ifølge YouTube vigtigt, at “du er entydigt identificerbar i det indhold, du vil rapportere, inden du fortsætter med processen for klager vedrørende krænkelse af privatliv”.

Inden du går i gang, kan du læse mere om processen og tips til beskyttelse af identitet og personlige oplysninger her.

  1. Find den video på YouTube, som du vil anmelde.
  2. Kopier den specifikke URL-adresse for videoen. Den skal du bruge om lidt. URL-adressen står i adressefeltet øverst på internetsiden, og den er ofte meget lang. På billedet herunder er en rød pil, der peger på, hvor du finder URL-adressen på en hjemmeside.

3. Gå til Proces for klager vedrørende krænkelse af privatliv og udfyld felterne. Det er her, du på et tidspunkt skal indsætte den kopierede URL-adresse/webadresse.

4. Når du anmelder til YouTube, er det vigtigt, at du skriver, hvorfor filmen skal slettes. Det kan for eksempel være fordi, det er imod YouTubes regler om nøgenhed, at indholdet er delt uden dit samtykke eller at det er en film, som bruges til chikane. 

Slet din YouTube-kanal

Hvis du vil slette din kanal på YouTube, skal du bruge computeren og ikke appen. Vær opmærksom på, at du også sletter alle kommentarer, meddelelser, playlister og historik, som hører til din kanal.
Du sletter din kanal på YouTube sådan her:

  1. Log ind på YouTube med den kanal, du gerne vil slette.
  2. Gå til siden med dine Avancerede kontoindstillinger
  3. Klik på Slet kanal nederst på siden.
  4. Indtast din adgangskode igen.
  5. Klik på Jeg vil gerne slette mit indhold permanent.
  6. Bekræft, at du gerne vil slette din kanal, ved at sætte ’hak’ i boksen.
  7. Klik på Slet mit indhold.
  8. Bekræft, at du gerne vil slette alt dit indhold, ved at indtaste den emailadresse, som du oprettede kanalen med.
  9. Klik på Slet mit indhold igen. Du har nu slettet din kanal på YouTube.

Vær opmærksom på, at dette ikke sletter den Google-konto, som du bruger til at logge ind med.