Hvis du er udsat for digitale krænkelser, er der flere ting, du selv kan gøre, herunder at begrænse skaderne, søge hjælp og få det anmeldt.
Vi anbefaler, at du følger disse overordnede trin:
- Tal med nogen
- Dokumentér hændelsen
- Begræns skaderne
- Anmeld til politiet
- Kontakt dit forsikringsselskab
Tal med nogen
Det er vigtigt at tale med nogen om det, når man har været udsat for et overgreb, som en digital krænkelse er. Fortæl gerne gode venner eller familie om, hvad der er sket. Og du kan selvfølgelig også ringe til StopChikane og tale med os om det.
Dokumentér hændelsen
Hvis du bliver udsat for digitale krænkelser, er det rigtig vigtigt, at du dokumenterer hele forløbet til brug ved en anmeldelse og eventuel retssag. Du kan dokumentere ved at oprette et dokument, hvor du gemmer screenshots af billeder og korrespondancer fra både mobil og computer. Du kan downloade vores Stopskema, som du kan udfylde med din dokumentation.
Begræns skaderne
Fjern materialet – på diverse platforme kan du anmelde indhold direkte på siden. Det er også en god idé at kontakte de platforme, hvor krænkelsen er foregået og bede dem om at slette det krænkende indhold. Se mere under vejledninger.
Blokér chikanerende personer – hvis du er udsat for digital chikane, kan du bl.a. blokere bestemte numre på din telefon. Se mere under vejledninger.
Sikr dig selv – du kan gøre dine profiler på sociale medier mere lukkede ved at ændre privatlivsindstillingerne. Hvis du er usikker på, om nogen har adgang til din computer eller andre enheder, er det en god idé at ændre kodeord til mailkonti, google accounts mm. Se mere under vejledninger.
Anmeld til politiet
Vi anbefaler alle som er udsat for digitale krænkelser at anmelde det til politiet. Du kan læse mere om, hvordan du anmelder til politiet her.
Kontakt dit forsikringsselskab
Nogle forsikringsselskaber dækker psykologhjælp, bistandsadvokat og take-down (fjernelse af delt materiale på nettet) via deres indboforsikringer. Vi anbefaler derfor, at du, hvis du bliver udsat for digitale krænkelser, undersøger om din forsikring dækker nogle af ovenstående punkter. Vi har en oversigt over de større forsikringsselskaber, og kan derfor også rådgive om, hvad dit selskab dækker.
Du er altid velkommen til at kontakte StopChikane på tlf.: 28 83 40 70 (mandag, onsdag og torsdag kl.11-16) for råd og vejledning.
Du kan også skrive til os på [email protected]