Af Anja Radeka, leder af StopChikane og Knut Arild Gulbrandsen, Landsformand i Offerrådgivningen
Brrrrr!, føler du telefonen sige, mens den ligger i din bukselomme.
Det er en helt almindelig dag. Du har lige fået tøj på og er i færd med at finde morgenmaden frem. Inden længe skal du afsted på arbejde.
Du griber telefonen i lommen.
»Har en video af dig, som du nok ikke vil ha’ nogen ser«, står der i messenger-beskeden. Den er fra Nina.
Dit hjerte begynder at hamre. Du læser beskeden igen og igen. Du scroller tilbage i jeres tråd. Der er mange beskeder. Mange med hjerte- og grineemojis. De minder ikke om den, du lige har modtaget.
Du kommer til at tænke på i går. Du gjorde noget på FaceTime, som du ikke har gjort før. Men det føltes okay med Nina.
For en uge siden matchede I på Tinder og så har I ellers skrevet sammen hver dag lige siden. I havde også aftalt at mødes snart. Men Ninas arbejde var kommet i vejen, så I havde aftalt en ny dato.
Din telefon vibrerer endnu en gang.
»Hvis du overfører 4000 kr. i aften, bliver din video aldrig delt videre«, står der.
Ovenstående er en fiktiv case inspireret af virkeligheden. Hos både StopChikane og Offerrådgivningen i Danmark ser vi en generel stigning i antallet af henvendelser fra ofre for digitale krænkelser. Særligt personer, der er udsat for digital afpresning – også kaldet sextortion – henvender sig.
Sextortion er en sammentrækning af ordene sex og extortion (engelsk for afpresning). Det dækker over afpresning, der indebærer trusler om at offentliggøre billeder eller optagelser af et offer, der fx optræder nøgen eller i en seksuel situation.
Gerningspersonen presser typisk offeret til at sende penge eller flere billeder eller optagelser af sig selv i seksuelle situationer. Både kvinder og mænd udsættes for denne digitale krænkelse, men mens kvinder typisk afpresses for intimt og seksuelt materiale, bliver mænd oftest afpresset for penge.
Afpresningen handler ofte om at udskamme, nedværdige og ydmyge ofrene, men det virker kun, hvis der er et publikum hvis dom, ofret vægter
Kontakten kan være startet på Tinder, Facebook, Chatroulette eller andre dating-apps og sites. Med de bedste intentioner og håb om at opbygge nye relationer til et andet menneske, opsøger mange mennesker hver dag kontakt til hinanden via digitale kanaler. Det er både hurtigt, nemt og uden en forventning om at blive krænket eller udnyttet.
Oftest opbygges en tillid mellem gerningspersonen og ofret, som fører til en relation af mere intim karakter. Som led i flirten sendes der på et tidspunkt intimt materiale, eller også er gerningsperson og offer blevet enige om at være nøgne på kamera.
Fra et øjeblik til et andet ændrer tonen sig. Personen er ikke længere den samme. Måske har personen aldrig været den, som vedkommende udgav sig for. Den intime relation udvikler sig til en afpresningssituation med trusler om at dele intimt materiale.
Din telefon vibrerer igen. Det er et screenshot, du har modtaget. Et billede af din venneliste på Facebook. På listen ser du din far og mor, en god ven, en masse bekendte og din nye chef. Det føles ikke rart.
Ingen af dem på listen må se de videoer, som Nina truer med at dele.
Mens du stirrer på screenshottet, kan du se de tre velkendte prikker, som signalerer at Nina er i gang med at skrive en ny besked:
Du modtager endnu et screenshot. Det er din silhuet, og du kan genkende din lejlighed i baggrunden. Det må være fra videoen. Det løber dig koldt ned ad ryggen.
. . .
»Jeg kunne sende videoen til alle dine venner på Facebook. Hvis du betaler 6000 kr., lader jeg være«, står der.
Du mærker, hvordan håndfladerne bliver svedige. Dit hjerte hamrer hurtigere og hårdere, end det nogensinde har gjort.
»Alle vil tænke, at jeg er ulækker, sær og dum. Alle vil undgå mig, og jeg bliver helt sikkert fyret«, hører du dig selv tænke: »Hvordan kunne jeg være så dum?«
Du åbner MobilePay og indtaster 6-0-0-0. Du swiper til højre og håber, at mareridtet får en ende.
De karakteristiske prikker, som du tidligere har forbundet med glad forventning, er forvandlet til angst.
. . .
»Tak! Kan du undvære lidt flere ..?«, står der.
Den dag ender du med at overføre 30.000 kr. Om natten sover du ikke. Dagen efter ringer du ind på arbejdet og melder dig syg. Det eneste, der fylder, er frygten for, at nogen skal se dig i din seksuelle akt på den forbandede video.
Du har flere gange læst om personer, der er blevet afpresset af falske profiler, men du forestillede dig aldrig, at det skulle ske for dig. I havde jo aftalt at mødes, og det føltes rigtigt.
Med internettets fremkomst er det kun naturligt, at mange søger intime relationer og udlever deres seksualitet på nettet. Teknologien muliggør simpelthen, at vi kan være seksuelle på andre måder end tidligere.
Samtidig med, at intimiteten flytter ind i den digitale verden, ser nye kriminalitetsformer dagens lys. For gerningspersoner er det nemt at skabe kontakt og opbygge en relation til et offer gennem falske profiler på digitale platforme og derefter misbruge offerets tillid til at begå kriminalitet.
Tidligere talte vi om hævnporno, fordi et velkendt motiv bag delingen var hævn efter et brud i en relation. Men det er ikke altid, at der er et personligt udestående eller et motiv om hævn. I mange tilfælde har ofret blot været uheldig at blive spundet ind i en relation med den falske persona, som gerningspersonerne gemmer sig bag.
Derfor har vi en mistanke om, at nogle mere eller mindre organiserede kriminelle har bygget en god forretning på, at flere og flere søger intimitet og udlever deres seksualitet på nettet.
Gerningspersonen presser typisk offeret til at sende penge eller flere billeder eller optagelser af sig selv i seksuelle situationer
De misbruger ofres tillid og bruger deres seksualitet imod dem til at afpresse dem for penge. Det er nemlig ofrenes omdømme og anseelse, der bruges som våben imod dem – og derfor ender mange med at bukke under for afpresningen i håbet om, at deres intime billeder eller videoer ikke ender hos venner, familie eller kolleger.
Når først gerningspersonerne har fået fat i materialet, er der ingen vej tilbage. Afpresseren har nu magten over offeret, der ikke kan flygte fra situationen. Frygten fylder alt, og telefonen tjekkes flere gange i minuttet for at se, om materialet er blevet delt. Hvis billeder og film først bliver delt, er det ikke muligt i praksis at forhindre yderligere spredning.
Når vi taler med personer, der står midt i en afpresningssituation, er det frygten for de sociale sanktioner, der fastholder dem i krisen. Forestillingerne om, hvilke konsekvenser det vil få, hvis materialet kommer ud, isolerer ofret. Mange føler, at de står helt alene. Der er ingen, man kan betro sig til i frygt for hvilken dom, man vil blive mødt med.
Ofrene har først og fremmest brug for nogen at tale med – uanset om det er professionel rådgivning eller ej. Desværre kan følelserne forbundet med risikoen for at blive udstillet fylde så meget, at ofret ikke søger hjælp.
Fælles for de ofre, vi taler med, er at livet går i stå. De kan hverken arbejde eller studere. De frygter, at andre vil tænke anderledes om dem, opføre sig anderledes og måske endda udstøde dem. Det er frygten for at blive opfattet som afvigende, underlig, pervers eller måske endda ulækker.
Frygten for, hvad der kan ske, hvis nogen skulle se det intime materiale, fastholder ofret i relationen med den kriminelle.
Derfor er det vigtigt, at vi kollektivt tager magten fra gerningspersonerne og accepterer digital intimitet som en del af livet på lige fod med den intimitet, der foregår i soveværelset. Det skal være helt okay at danne intime relationer og udleve sin seksualitet på nettet, så længe det foregår med begge parters accept og samtykke.
Det, der ikke er okay, er sextortion og deling uden samtykke.
Vores liv bliver mere og mere digitale, og de måder, vi er sociale på, udvikler sig hele tiden – særligt digitalt.
Digitale platforme giver mulighed for at udfolde og udforske vores seksualitet på en sikker måde – for det meste. Her sker der ikke fysiske overgreb, og man kan let finde ligesindede, hvis man f.eks. er en del af en seksuel minoritet.
Den digitaliserede seksualitet er kommet for at blive, og problemet ligger ikke i at sende nøgenbilleder eller være intim online.
Retten til at være intim og udleve sin seksualitet online skal ikke indskrænkes. Som samfund har vi et ansvar for at sikre, at alle kan nyde denne ret uden at blive krænket på sit privatliv eller seksualitet.
Selvom det kan være en god idé at tage sig nogle forholdsregler i et forsøg på at passe på sig selv, når man dater online, er det vigtigt ikke at fokusere på, hvad ofrene skulle have gjort anderledes.
Ansvaret for krænkelsen ligger ikke hos ofret. Ansvaret for den digitale krænkelse bør være gerningspersonens – uanset om der er blevet sendt nøgenbilleder eller ej. Forbrydelsen består nemlig ikke i at være seksuel. Forbrydelsen består i at afpresse og dele intimt materiale.
Digitale krænkelser lever bedst i mørket. I et samfund, hvor seksuelle eskapader blev drøftet afslappet hen over familiemiddagen, ville digitale krænkelser formentligt ikke eksistere. Afpresningen handler ofte om at udskamme, nedværdige og ydmyge ofrene, men det virker kun, hvis der er et publikum, hvis dom ofret vægter.
Så lad os i fællesskab tale om, at det er normalt at være et seksuelt menneske, og at teknologien fordrer nye måder at være intim. Lad os tale om, at mange ofre udsættes for afpresning hvert år – og hvad vi kan gøre for at lette byrden, når skaden er sket.
På den måde kan ofrene få lov at være det, de er – helt almindelige mennesker og ofre for en forbrydelse.