Af Christina Alfthan
Den gode nyhed er, at ofre for digitale sexkrænkelser kommer videre. Men den dårlige nyhed er, at det tager tid. Lang tid. Og måske kræver det et navneskift. Signe Uldbjerg, der har skrevet en ph.d. om offerperspektivet for digitale sexkrænkelser, har interviewet en lang række kvinder, der har været udsat for digitale sexkrænkelser. Undersøgelsen strækker sig over fire år, for målet har været at blive klogere på de langvarige konsekvenser af sexkrænkelser, og derfor har det været væsentligt at kunne gå i dybden og se på detaljerne.
”Umiddelbart efter kvinderne får kendskab til krænkelsen, oplever de meget voldsom angst og skam for at blive genkendt. De går rundt med følelsen af at være udstillet. Mange har fået delt billeder og personlige oplysninger, som betyder, at fremmede henvender sig med meget intimiderende beskeder. Den her fase tager mindst et års tid. Det sværeste er, hvis billeddelingen også bliver brugt til at udskamme kvinderne og til afpresning. Dvs. man truer fx med at sende billederne til venner og familie. Så tager fase 1 længere tid. Men jeg kan se, at jo yngre man er, des hurtigere kommer man sig over en sexkrænkelse. Har man et unikt efternavn, så er det ofte lidt sværere. Der er faktisk flere, der har skiftet efternavn,” forklarer Signe Uldbjerg.
Svær jobsøgning og studiestart
Anden fase er defineret ved, at kvinderne oplever, at der kommer færre ubehagelige beskeder. Måske fordi interessen efterhånden er aftaget, eller fordi en side er blevet lukket. Men kvinderne har det alligevel hele tiden i baghovedet. For de fleste kører det lidt frem og tilbage mellem de to faser, men det bliver langsomt bedre og bedre.
”Selvom det går bedre, så har kvinderne ændret adfærd. Mange er bange for mænd efter krænkelsen. Men det går over. Og så bruger de typisk de sociale medier mindre. Det kan fx være svært at søge job via LinkedIn. Eller hvis de starter på et nye studie, og klassekammeraterne skriver sammen på facebook og laver invitationer via facebook, og man så ikke selv er på. Det er svært, og de er angste omkring det,” forklarer hun.
Men de kommer trods alt videre. Nogle vil bare glemme det og komme videre, mens andre vil have det ud og tale om det.
”Alle vil jo ikke være aktivister og stå offentligt frem, men de fleste vil gerne tale om det i et lukket rum, og vi kan se, at det er noget af det, der hjælper mest. Og det bedste, man som pårørende kan gøre, er at fortælle ofret, at det ikke er hendes skyld, men den der har delt billederne. Man skal vende skyld og skam over på krænkeren.”
Tal med nogen om det
”Når man fortæller det til andre, får man støtte, og det hjælper. Hvis alle ved det, så kan ingen true dig. Når det sker, forsvinder angsten. Men det er selvfølgelig ikke alle, der kan stå frem i sin familie og i sit sociale netværk og fortælle om krænkelsen. Men det er også rigtig godt at sige det i en lukket gruppe, hvor man er sammen med andre, der har oplevet digitale sexkrænkelser,” fortæller Signe Uldbjerg.
Hun har talt med kvinder, der har haft stor glæde af at deltage i basisgrupper med 3-4 andre kvinder. I gruppen kan man dele det med andre, og man kan se, at der er et liv bagefter.
”De har følt sig alene og isoleret med krænkelsen, men i de nye fællesskaber kan de tale om det, og de kan selv få lov til at bestemme, hvordan krænkelsen skal opfattes. For fælles for kvinderne er, at de er meget kritiske overfor de fortællinger, der har været i medierne. Det er meget sort /hvidt. Enten er det unge piger, hvor livet er ødelagt, eller så er vinklen mere ’Victim blaming’ – med en undertone af, at det skulle de ikke have gjort. Men i en gruppe kan man fortælle uden at blive dømt,” forklarer hun.
Flere nævner også Emma Holten som en, hvor de føler sig hørt. Men der er også flere, der oplever det som en heltefortælling, som de ikke selv kan leve op til.
Ok at unge deler intime fotos
”Unge ved godt, at der er en risiko ved at dele intime billeder, og der er masser af unge, der sender billeder, uden at det bliver et problem”, fortæller Signe Uldbjerg, der heller ikke mener, de unge skal lade være med det, selvom det er de 15-25-årige, der er mest udsatte for digitale sexkrænkelser.
”Det er næsten umuligt at forhindre, at intime billeder bliver delt, men det bedste, man kan gøre, er at sige fra, hvis man ved, at nogen deler uden samtykke,” fortæller hun og understreger, at der er alle mulige måder at krænke på fx med deep fake, billeder fra omklædningsrum eller billeder af seksuelle overgreb. Derfor er det ikke løsningen, at unge IKKE sender intime fotos.
”Det er også mere sikkert at udforske sin seksualitet digitalt uden at mødes fysisk. Det kan være farligere,” påpeger hun.
Men man kan få nogle gode digitale vaner som at skifte sit password oftere og lære om datasikkerhed.